Forældre til delebørn og deleteenagere

Den almindelige sorgproces

Allerførst er det vigtigt at sige, at denne bog er tænkt som en hjælp til delebørn og deleteenagere i en helt almindelig sorgproces. En almindelig sorgproces indeholder mange af de samme komponenter som en graverende sorgproces også indeholder, og derfor er det svært at sige, hvornår en sorgproces bliver ualmindelig. Med andre ord, hvornår en sorgproces får en sådan karakter, at man skal blive bekymret eller søge professionel hjælp. Vedvarende symptomer over tid og graden af disse, definerer sædvanligvis om dit barns sorgproces kan karakteriseres som en alvorlig sorgproces, hvor barnet har brug for professionel hjælp, eller om det ”bare” er helt almindelig og forståelige sorg over noget der er tabt eller mistet, måske over noget der skete, man ikke ønskede skulle ske. Hvis du som forældre tænker at dit barns sorg på nogen måde er bekymrende, det vil sige, hvis du tænker at den går ud over dit barns udvikling eller sundhed, vil det være en god ide at søge anden hjælp, da den slags sorg vil gå ud over rammerne af hvad denne bog kan bære.

De symptomer der kan indgå i en almindelig sorgproces kan bl.a. være: regrediering (tilbagetrækning til et tidligere udviklingsmæssigt stadie), manglende lyst til leg, manglende lyst til samvær med jævnaldrende, koncentrationsbesvær, forhøjet vagtsomhed, søvnløshed, skiftende appetit eller appetitløshed. Det kan være psykosomatiske symptomer som ondt i hovedet og ondt i maven, humørsvingninger og tristhed. En sorgproces kan også medføre stresslignende symptomer, hvor barnet ikke synes i stand til at finde ro nogen steder, dette kan manifestere sig både i omgivelserne og i barnet selv.

Heldigvis er det de allerfleste børn gennemgår når forældrene bliver skilt, en helt almindelig sorgproces, som vi både skal og kan give plads og tid. For uanset hvor meget vi anstrenger os for, at det ikke skal være svært for vores børn, når vi går fra hinanden, vil der altid være noget omkring en skilsmisse der er vanskeligt for dem. Når de voksne bliver skilt, har det konsekvenser for børnene, sådan er det bare. Konsekvenserne vil være forskellige fra barn til barn, endda fra barn til barn indenfor den samme familie. Nogle børn vil tage det meget tungt, mens andre ikke vil opleve det som den største sorg i verden. Hvordan børnene oplever en skilsmisse og hvordan de kommer igennem alle de følelser den indebærer, kommer an på rigtig mange ting. Men det kommer især og i høj grad an på de voksne, an på hvor høj en grad af konflikt skilsmissen indebærer, og ikke mindst hvordan de voksne tackler disse konflikter.

At bo to steder

For de fleste børn vil der altså være noget ved familiens brud der er trist og sorgfuldt, der vil være tunge følelser ind imellem og ikke mindst store forandringer børnene skal forholde sig til. Den største forandring for børnene vil nok være, at de skal bo to steder. Og det at skulle bo og høre hjemme to steder, i forhold til bare ét, kan indebære en splittelse af en slags. Ikke kun en fysisk splittelse, som ses meget tydeligt ved at barnet pludselig har to adresser, men også en indre splittelse på et psykologisk og følelsesmæssigt plan – som et barn udtalte omkring skiftet fra den ene familie til den anden; ”jeg er en helt anden til at starte med, som om der er to mig´er”. Ikke nok med det, så kan det samtidig og helt konkret også være fysisk anstrengende, at skulle flytte sig fra det ene til det andet sted, og på den måde kan det også siges at være ekstra energikrævende for børnene, at de nu skal bo to steder.

Men fordi barnet pludselig skal bo to steder, betyder det ikke at det nu har to familier. Et barn har én oprindelig familie, og i den familie findes mor, far, eventuelle søskende og så selvfølgelig barnet selv. Det betyder ikke, at familien er en statisk størrelse, uden mulighed for forandring eller udvidelse. Det betyder bare, at selv om de voksne er blevet skilt, og ikke længere ønsker at være i familie med hinanden, så er barnet altså stadig i høj grad i familie med både far og mor. Det er bl.a. ud fra den tanke, at bogen her er blevet til. Det er de voksne der er blevet skilt, det er ikke barnet.

Fortællinger om mit liv som delebarn eller deleteenager

Alles liv er fyldt med historier, narrativer. Historierne er med til at give vores liv mening og sammenhæng, de hjælper os til at vide hvem vi er, hvad vi godt kan lide, hvordan vi ønsker at leve vores liv, og hvad der er betydningsfuldt for os. Man kan næsten sige, at vi på en måde er historierne om vores eget liv. Vi er selvfølgelig mere end det, men historierne vil altid være væsentlige brikker i vores personlige puslespil. Hvordan disse historier bliver til er komplekst, nogle historier har deres helt eget liv, mens andre skal hjælpes på vej for at få en plads. Når man er barn, er de voksne stadig en betydelig del af ens historie, men det betyder ikke at de voksne skal eller kan bestemme hvilke historier barnet vælger som historierne om sit eget liv. Et barn har ret til sin egen historie, ret til at vælge hvilke historier der er mest betydningsfulde, og hvilke historier der ikke skal have en markant plads.

Mit liv som delebarn er tænkt som et redskab, til at hjælpe barnet med at skrive og forstå sin egen historie. Den er tænkt som en art fødselshjælper for barnet til, at forstå sig selv og sin egen kontekst, og ikke mindst som en hjælp til, at bearbejde alle de følelser alle historierne afføder. Det er en bog tænkt som en mulighed for dit barn til, at se sig og kende sig selv. Det er Ikke en bog med historier i som du måske kunne tænke dig var historierne om dit barn, med derimod, en bog fyldt med de historier som dit barn bærer på, uanset hvordan de historier måtte se ud. Mit liv som delebarn er derfor en bog til og om dit barn, en bog dit barn selv skal skrive og som dit barn har fuldstændig ejerskab over.

Hvis du som forælder får lov at kigge med i bogen

Måske er du så heldig, at dit barn har lyst til at dele bogen med dig? Måske har dit barn brug for, at du hjælper det med at skrive historierne, at du agerer en art sekretær? Begge dele vil selvfølgelig være helt i orden. Børn ønsker ofte at dele det som er vigtigt og væsentligt for dem, med de personer som betyder allermest, og der vil far og mor jo altid stå højt på listen. Og hvis dit barn har en alder hvor det nødvendigvis er dig der må skrive det meste, så er det også helt i orden. Det vigtigste er ikke hvem der fører pennen, men mere forståelsen af at bogen her, er dit barns bog. En bog der som udgangspunkt kan rumme både far og mor, søskende og bedsteforældre, men også bonusfar, bonusmor eller evt. bonussøskende, hvis barnet en dag udvider sin oprindelige familie og hvis det er det barnet ønsker. Det er også meningen at bogen skal kunne rumme alle de følelser dit barn måtte bære på, de glade som de triste, de vrede eller de sjove. Vi har i vores bearbejdelse af emner og spørgsmål forsøgt, at gøre plads til det som er inde i os alle sammen. Nogle ting vil fylde meget, mens andet vil få mindre plads. Du skal være opmærksom på, at disse valg kan ofte have med situationen lige nu, eller alderen at gøre.

Vores historier om os selv er foranderlige over tid, og derfor vil bogen også blive et vidnesbyrd om en helt bestemt tid i dit barns liv. Det er vigtigt at dette respekteres og rummes. Samtidig er det virkelig vigtigt at være bevidst om hvor særligt og væsentligt det er, at dele sit liv og tanker med andre, og dit barn vil sandsynligvis gerne dele med dig – vær åben og afventende. Sidst men ikke mindst opfordrer vi dig til at være neutral og anerkendende overfor det dit barn evt. måtte skrive eller tegne i sin bog, også selv om dine egne følelser eller tanker ville være anderledes hvis det var dig der skrev i bogen. Dit barn viser dig stor tillid ved, at dele sin bog med dig, tag imod den gave med et åbent hjerte.

Måske vil dit barn vælge, at den her bog, skal være helt privat. At ingen andre end barnet selv må kigge i den. Hvis det er sådan, vil vi forfattere bede dig om, at respektere dette ønske. I fald du kan dét, vil bogen kunne blive et frirum for dit barn, et rum hvor det kan have det nøjagtig sådan, som det har det, uden at skulle tage hensyn til andre følelser end sine egne. Du vil således være med til at give dit barn et rum, hvor det i fred og ro vil kunne bearbejde alle de følelser, der kan være i forbindelse med at blive delebarn og skulle bo to forskellige steder, et rum hvor det kan fortælle sine historier, sådan som de er indeni.

Vi har alle brug for sådan et rum.