Til fagpersonale

Fagpersoner kan gøre en særlig forskel

Det er tanken, at bøgerne Mit liv som delebarn og Mit liv som deleteenager skal kunne bruges af fag personer, der arbejder med børn, hvor skilsmissen er en del af problematikken eller måske selve problematikken. En faglig uddannet person vil være en, der for det første har en uddannelse der kvalificerer dem i det fag de har valgt, og som for det andet og måske det vigtigste ved brugen af en bog som denne her vil være en person, der står udenfor og kigger ind i barnets liv.

Når man som fagperson taler med børn om skilsmisse, har man en helt særlig position. Man kender måske barnet fra institutionen eller skolen, og man er en voksen som ikke er følelsesmæssigt involveret i situationen derhjemme, som forældrene eller den øvrige familie er. Således er man en person der ikke på nogen måder har aktier i de følelser og tanker der fylder barnet, oven i købet en person der har tavshedspligt, og som barnet derfor vil kunne være fuldstændig tryg ved, ikke vil dele de informationer som personen får kendskab til, med andre. Desuden har man gennem sin uddannelse og erfaring lært noget om, hvordan man taler med børn på en konstruktiv og rummende måde, hvilket kan være en stor fordel for delebarnet. Når ens forældre bliver skilt, vil man som barn næsten altid opleve sorg. Det er forældrene, som bestemmer, at livet fra nu af bliver anderledes og aldrig det samme igen. Hvordan sorgen kommer til udtryk er forskelligt fra barn til barn, men fælles for alle børn i sorg er, at de har brug for nærhed og tryghed.

Den fortrolige samtale

Når man er i jævnlig eller daglig kontakt med barnet, er det ikke nødvendigvis det samme som at barnet har lyst til at tale med dig om situationen som delebarn, og det kan der være mange årsager til. Men hvis de gør, er det altid et tegn på tillid, og den skal man værne om. Dvs man skal være bevidst om, at nogle ting eller episoder kan man godt lytte til, uden at fortælle dem videre til barnets forældre. Hvis der er ting man føler er nødvendige at fortælle videre til mor eller far, er det vigtigt at formidle dette til barnet. Barnet kan på den måde føle sig tryg til at kunne vende tilbage og tale om livet som delebarn en anden gang uden, at være bange for at fragmenter af samtalen bliver fortalt videre til forældrene uden deres viden eller samtykke. Hvis man som fagperson taler med forældre om den forandrende situation ift skilsmissen, så deler man heller ikke alt fra denne samtale med barnet. Som eksempel kan man sige til barnet, at man vil fortælle forældrene, at vi har talt om fars nye kæreste, eller hvordan man bliver klar til skole, når man skifter fra det ene hjem til det andet osv. Når barnet er informeret om, at noget bliver formidlet, så har de også mulighed for at lave indvendinger, hvis det er nødvendigt for dem. Hvis man som fagperson i forbindelse med en snak om livet som delebarn får ting at vide om f.eks. grænseoverskridende adfærd eller vold i hjemmet, så må man forholde sig til oplysningspligten, som man allerede er uddannet i. Men i forhold til at tage en samtale med et delebarn, som måske på tidspunkter kan have nogle følelsesmæssige udfordringer, er der ikke nødvendigvis oplysningspligt.

Når man lytter til et delebarn eller spørger til situationen, så bliver man for barnet en form for bevidner. Dvs at man kan være med til at stille spørgsmål til barnet, der gør en positiv forskel for den måde, som de opfatter sig selv eller situationen som delebarn på. Barnet kan således forstå sig selv og livet som delebarn ud fra nye muligheder om situationen lige nu og evt i fremtiden. Man er også bevidner til selve den fortælling barnet har om sit liv som delebarn, så man skaber fundament for en bevidstgørelsesproces i barnet. Når vi bl.a. giver barnet sit helt eget rum i bogen, hvor barnet f.eks. kan tegne sit ønskehus, og putte de mennesker ind som det lige nøjagtig kunne ønske sig, så giver vi barnet en mulighed for at udfolde sit inderste, og lade det komme til orde som findes derinde. Vi giver det et rum, hvor det er helt okay at være som barnet er. Barnet har jo ikke autonomi til selv at bestemme med hvem eller hvor det skal bo i virkeligheden, men ved at give det sådan en opgave, får det samtidig en fornemmelse af, at være adskilt og en anden end forældrene. Barnet får også mulighed for at kende sig selv, for jo mere det inderste i os holdes nede, f.eks. ønsker om at mor og far var sammen igen, jo mere kan det komme til at fylde. Hvis vi giver det som er, plads og rum til at være, hvis vi ser på det og taler om det, får det en naturlig plads i vores liv. En god måde barnet kan opleve at blive lyttet til og anerkendt er ved, at benytte 'papegøje-metoden', hvor man gentager de ord, barnet selv benytter om deres situation. Det vigtigste at være opmærksom på er, at et varmt og omsorgsfuldt rum med plads til både tanker og følelser, er det bedste udgangspunkt for barnets videre udvikling.

Når man taler med grupper om temaet skilsmisse

Vi håndterer alle svære situationer i livet ud fra vores resiliens, det vil sige, vores erfaringsgrundlag, vores viden og vores handlemønstre – det samme gælder delebarnet. Derfor må man som fagperson også have for øje, at delebørn har individuelle behov. Nogle børn kommer fra et hjem, hvor man er vant til som familie at tale om svære og modsatrettede følelser, mens andre ikke gør. Det bevirker, at alle børn har forskellige udgangspunkter for overhovedet at kunne indgå i bearbejdning af eventuelle dilemma ifh at være delebarn og i den sammenhæng bør man benytte sin viden om barnet og tage udgangspunkt i tidligere iagttagelser.

Som lærer eller pædagog har man den fordel, at man ofte er sammen med flere børn i lignende situation, så ved at åbne op for temaet skilsmisse og derved inddrage jævnaldrende og ligestillede, kan man også hjælpe delebarnet. Nogle børn har stor gavn af at denne spejling og almengørelse af delebarnets problematikker, som måske før føltes unikke for dem. Det kan blive et rum for erfaringsudveksling, hvor man kan lære af hinanden. Som fagperson har man et ansvar for, at der i sådan en snak bliver draget empatisk omsorg for alle børn og deres individuelle behov og at det foregår i et positivt, konstruktivt og ressourceorienteret rum.

Tilbyd altid barnet at vende tilbage med yderligere samtaler og vid, at det skal du som den voksne tage ansvar for at følge op på bliver gjort. Inviter til en snak flere gange, også selvom barnet måske afviser, det kan der være mange årsager til. Hvis du følger barnet gennem flere år, så har du en særlig mulighed for at åbne for snakke over år, som andre voksne måske ikke har. At være delebarn er en proces, som er sat i gang ved skilsmissen, og med mindre forældrene ombestemmer sig og flytter sammen igen, så følger dette vilkår barnet resten af livet.

Hvis der er brug for professionel hjælp

Denne bog er tænkt som en hjælp til børn i en almindelig sorgproces. En almindelig sorgproces indeholder mange af de samme komponenter som en graverende sorgproces også indeholder, og derfor er det svært at sige, hvornår en sorgproces bliver ualmindelig. Med andre ord, hvornår en sorgproces får en sådan karakter, at man skal blive bekymret. Vedvarende symptomer over tid og graden af disse, definerer sædvanligvis om barnets sorgproces, kan karakteriseres som en alvorlig sorgproces, hvor barnet har brug for professionel hjælp. Eller om det ”bare” er helt almindelig og forståelige sorg over noget der er tabt eller mistet, måske over noget der skete man ikke ønskede skulle ske. Hvis du som fagperson tænker at barnets sorg på nogen måde er bekymrende, det vil sige, hvis du tænker at den går ud over barnets udvikling eller sundhed, vil det være en god ide at tage en snak med i første omgang forældrene. Hvis det ikke er tilstrækkeligt til at hjælpe barnet eller afstedkomme positive forandringer at tale med forældrene, kan det være nødvendigt, at tale med kolleger om hvad der ellers kunne gøres for at hjælpe barnet.

Symptomer i en almindelig sorgproces kan bl.a. være: regrediering (tilbagetrækning til et tidligere udviklingsmæssigt stadie), manglende lyst til leg, manglende lyst til samvær med jævnaldrende, koncentrationsbesvær, forhøjet vagtsomhed, søvnløshed, skiftende appetit eller appetitløshed. Det kan være psykosomatiske symptomer som ondt i hovedet og ondt i maven, store humørsvingninger og tristhed der kan minde om tilstande af depression. En sorgproces kan også medføre stresslignende symptomer, hvor barnet ikke synes i stand til at finde ro nogen steder, dette kan manifestere sig både i omgivelserne og i barnet selv. Hvis disse udfordringer fortsætter over tid og bevirker, at barnet måske ligefrem virker udviklingsforstyrret, så bør man benytte sin faglige erfaring og oplysningspligt og søge hjælp til barnet.

Book supervision her

Læs om foredrag her