Tankerne bag bøgerne

Mit liv som delebarn og Mit liv som deleteenager er blevet til gennem mange og lange samtaler, bl.a. om hvordan det er eller kan være, at være delebarn og deleteenager. Hvilke problemer kan disse børn møde i deres liv og hvad er det for tanker og følelser der kan opstå, når mor og far går hver til sit? Hvordan kan vi voksne være med til at hjælpe vores børn med, at bearbejde alle de tanker og følelser og ikke mindst hvordan kunne vores børn bedst tænke sig at de blev mødt? Hvilke historier gemmer børnene på og hvor er der plads til de historier?

Bøgerne er primært blevet til ud fra et ønske om, at hjælpe børn igennem den svære proces, det kan være, at forholde sig til de mange forandringer et brud i familien medfører, og især at hjælpe dem med at acceptere og rumme det som sker for dem, uden de har den store indflydelse. Når far og mor går fra hinanden, begynder en proces for børnene hvor mange følelser skal bearbejdes. Der er uendelig meget nyt børnene skal vænne sig til, samtidig med at de også har behov for at holde fast i alle de ting, de kender i forvejen. Alt det trygge der op til skilsmissen har været børnenes historie. Et delebarn og en deleteenager har jo ikke hverken lyst til, eller behov for, at vende ryggen til sin historie, bare fordi mor og far ikke længere bor sammen. Med bøgerne Mit liv som delebarn og Mit liv som deleteenager er det derfor vores tanke og intention, at give børnene et rum, hvor de kan få lov til at holde fast i deres egen historie og ikke mindst holde fast i både mor og far på én gang. Samtidig med at børenen får mulighed for at skrive deres egen historie oveni, altså får mulighed for at skabe deres eget narrative univers.

At skrive sin egen historie

I bøgerne kan børnene skrive deres egen historie, ikke fars historie eller mors historie, men deres egen. Her kan børnene få øje på hvordan han/hun er knyttet til begge forældre både gennem ord og billeder, eller gennem tegninger og udklip. Børenene kan med egne ord og tanker bygge deres historier op, fortælle om far og mor, om sig selv og deres venner, og om det der er dejligt og det der er svært ved at være delebarn og deleteenager.

Vi har valgt at bruge jeg-form i bøgerne. Således at vi ikke spørger ”hvad kan du bedst lide at spise?” Men i stedet skriver ”Jeg kan bedst lide at spise....” Det har vi gjort, fordi vi ønsker at børenene øver sig i, at tale og tænke ud fra sig selv, altså ud fra egne tanker, følelser og erfaringer. Vi mener, det er yderst vigtigt og væsentligt i et menneskes udvikling, at kende forskel på hvad der hører til ”mig” og hvad der hører til de ”andre” og en måde at lære dette på kan være, i første omgang at blive bevidst om ”mig”. Hvis man som forældre eller fagperson får mulighed for at tale med børnene om det at være delebarn eller deleteenager, og dermed får lov til at være en del af børnenes proces, tænker vi det er væsentligt, at de voksne tager dette aspekt med i deres overvejelser. I forlængelse af det, vil det derfor være både konstruktivt og hensigtsmæssigt, at den voksne i samtale med børnene bliver opmærksom på sit eget ”Jeg”. Dermed mener vi ikke at den voksne nødvendigvis skal dele sit eget ”jeg” med barnet. Hvorvidt det er passende at dele i samtalen og barnets proces, må være op til den enkelte.

Vi har også valgt at bruge jeg-form, fordi vi mener, det er vigtigt for børnene, at lære at tale ud fra deres eget jeg, idet delebarnet og deleteenageren som oftest har det vilkår at skulle bo to steder. Det vilkår kan gøre børnene ekstra sårbare og udsat for at skulle tilpasse sig alt for meget. I den tilpasning og de krav det stiller, ligger en risiko for at blive meget dygtig til at mærke, hvad der er ude omkring barnet, hvad de andre synes, hvordan stemningen er etc, og derved opstår en risiko for en ekstrem grad af opmærksomhed på det, der er udenom og derved måske en svækkelse af barnets evne til at mærke sig selv og egne behov.

At skifte mellem flere hjem

Som et delebarn udtrykte det omkring skiftedag ”Det er ligesom at skulle starte forfra hver gang. Noget er sjovt et sted, men så er det det ikke det andet.” (SFI rapport, Det delte barn. 2011)

At skulle skifte miljø ofte kræver at barnet konstant skal forholde sig til en eller anden form for omstilling - Hvad kan jeg vente mig her – er stemningen god el. dårlig? Hvad skal jeg bidrage med – kan jeg leve op til de krav, der stilles? Og ikke mindst - Hvordan kan jeg finde en mulighed for at være mig selv her?

Det sidste spørgsmål fordrer, at børnene formår at holde fast i sig selv mens de pendler mellem sine to hjem – altså, hvem er jeg? Bogen er derfor også tænkt som en måde, hvorpå børenene kan holde fast i egne tanker, følelser og oplevelser under de vilkår de lever. Bogen vil nemlig give børnene et både psykisk og fysisk rum, hvor de kan registrere egne oplevelser, og kvaliteten af oplevelserne, som noget der primært hører til børnene - noget de kan gøre opmærksom på eller have i deres eget indre.

Dialogværkstøj til voksne

Sidst men ikke mindst, kan bøgerne også bruges som dialogværktøj af voksne, som gerne vil have inspiration til emner og spørgsmål, man kan tale med delebørn og deleteenagere om. På den måde kan også professionelle have glæde af bogen, f.eks. pædagoger, lærere og sundhedssygeplejersker. Gennem bøgernes meget konkrete spørgsmål, kan man måske hjælpe børnene med at få brudt det tabu, som mange gange hviler over skilsmissen, og man kan få idéer til hvilke dilemmaer delebørn og deleteenagere tumler med.